CRAFT – et tilbud til pårørende, hvor den drikkende ikke er i behandling

I samarbejde med Enheden for Klinisk Alkoholforskning, Klinisk Institut, Syddansk universitet og en række andre kommuner tilbyder Rusmiddelcenter Syddjurs lige nu rådgivning og selvhjælpsmateriale, som kan vejlede dig i, hvordan du tackler at leve tæt på en, der drikker for meget, og hvordan du kan øge hans/hendes motivation til ændring.

Rådgivningen og det skriftlige materiale består af tips til, hvordan du kommunikerer med den drikkende, træning i hvordan du kan påvirke hans/hendes motivation, samt hvordan du skaber overskud til dig.

Hvad indebærer det?

Rådgivningen tilbydes som selvhjælpsmateriale, du kan arbejde med i ro og mag derhjemme. Alt efter hvad du synes passer til dig, vælger du selv, hvilken dele af rådgivningen, du vil anvende i praksis. Materialet er gratis, og du kan få det udleveret i al fortrolighed. Hvis du har brug for yderligere rådgivning, har du mulighed for en samtale med en behandler 3 måneder efter at du har fået udleveret selvhjælpsmaterialet.

Hvem kan modtage tilbuddet?

Tilbuddet er til dig, der er pårørende til og har tæt kontakt med en, der drikker alt for meget. Det eneste krav er, at du er over 18 år, kan tale og forstå dansk, ikke er dement, og at din drikkende pårørende ikke aktuelt er i behandling for et problematisk alkoholforbrug. Hvis din pårørende på et tidspunkt søger behandling, er det godt, hvis du er indstillet på at bakke ham/hende op i det.

Undersøgelse

Rådgivningsprogrammet er udviklet i USA, og vi er i gang med at undersøge, hvordan det bedst tilbydes herhjemme. Vi vil gerne følge dine erfaringer med rådgivningen, og beder dig derfor svare på i alt 3 spørgeskemaer før og efter rådgivningsforløbet.